Storyteller med sort bælte i sætning-sudoku og rubik-tekster

Der var engang tre brødre, der drog ud fra den lille, sydfynske landsby Egebjerg. Den eneste arv, som de tog med sig hjemme fra gården, var moderens gode skrive-dna samt en opvækst midt i Højskolebevægelsen. Med de gaver skabte min oldefar og hans to brødre snart hver deres lokale avisredaktioner rundt omkring i sen 1800-tallets Danmark. Samtidig tog de alle tre efternavnet Egebjerg for aldrig at glemme, hvor de kom fra. Til deres efterkommere videregav brødrene deres efternavn, skrivetalent, frisind og store videbegær.

Ordene løber i mine dybeste årer. Jeg elsker at skrive og har altid været god til det. Men jeg har samtidig den opfattelse, at evnen til at bøje sproget forpligter. At man ikke kan tillade sig at skrive om noget, førend man virkeligt har levet og forstået verden omkring sig. Derfor skulle jeg akkumulere mange erfaringer, førend jeg var klar til at sige:

– Nu kan jeg skrive om (næsten) alt!

Jeg har en Phd i Tekno-Antropologi fra DTU, er ekstern lektor i Projektledelse på CBS, har gået på Filmskole i Californien, er uddannet Civilingeniør, var pioner indenfor Bæredygtigt byggeri, har arbejdet som Dokumentarfilmproducer, deltaget i Sociale Innovations Projekter, udviklet en forskningsbaseret IT-Startup til Agil og Lean-baseret proceskoordination, og har bidraget til at bygge to landsdækkende Surf-organisationer op fra bunden – blot for at nævne nogle milepæle.

Så der er næsten ikke det faglige univers, jeg ikke har hjemmebane i eller hurtigt kan finde rundt i. Erfaringer befrugter hinanden og kan tilføre perspektiv og dybde til en opgave. Den røde tråd strækker fra research over analyse til formidling – drevet af nysgerrighed og fortællerglæde.

Som tekstforfatter har jeg udgivet artikler og essays til danske medier, fundraiset og skrevet forretningsplaner, udgivet videnskabelige artikler og faglige publikationer både i Danmark og udlandet.

Indhold er værdi. Og jeg har altid arbejdet med viden som den ædleste valuta.

– Ligesom min oldefar og resten af familien!